Fællesskabet af evangeliske kirker i Europa – Leuenberg Kirkefællesskabet samlet i Sibiu
Fællesskabet af evangeliske kirker i Europa – Leuenberg Kirkefællesskabet – er samlet i Sibiu i Rumænien.
I en pressemeddelelse udtaler generalsekretæren Michael Bünker, at man især søger efter svar på spørgsmålet om, hvordan man kan komme videre med den gensidige tilnærmelse til hinanden. Man har derfor holdt en høring med temaet “Det protestantiske koncept for kirkelig enhed.”
Høringen drejede sig om Leuenberg Konkordiens “forsonede forskellighed.” De deltagende kirker beholder deres identitet. Man fortier ikke læreforskellene, men anser dem i dag ikke længere for kirkeadskillende. Ifølge Bünker muliggjorde dette princip Fælleserklæringen om retfærdiggørelse, som Det lutherske Verdensforbund og Vatikanet har udarbejdet.
Den augsburgske Bekendelse og Leuenberg Konkordien
Michael Bünker gør dermed i realiteten klart, at der er betydelig forskel mellem Leuenberg Konkordien (fra 1973) og Den augsburgske Bekendelse (som er fra 1530). Man kan også efter luthersk lære tale om kirkelig forskellighed: i riter og kirkeordninger, men de behøver ikke at blive “forsonet,” hvis de ellers er i overensstemmelse med læren. Det er andre forskelligheder, nemlig læreforskelle, man accepterer inden for Leuenberg Kirkefællesskabet.
Sand kirkelig enhed
Den augsburgske Bekendelse taler om sand kirkelig enhed, hvor der er enighed om den rene forkyndelse af evangeliet og den rette forvaltning af sakramenterne. Der kan være uenighed om riter og kirkeordning, men ikke om læren. For det er forkyndelsen af den rene lære, der skaber kirken.
Leuenberg Konkordien forudsætter derimod, at der er læreforskelle. Man mener blot ikke, de behøver at betyde, at kirker ikke kan arbejde sammen, lade hinandens medlemmer gå til alters hos hinanden og lade præsterne prædike i hinandens kirker. Man lægger altså i virkeligheden ikke vægt på den rene lære.
På grundlag af Den augsburgske Bekendelse kan man arbejde på kirkelig enhed ved at føre læresamtaler med henblik på, at alle tilslutter og bekender sig til Skriftens lære, sådan som den korrekt er udlagt i de lutherske bekendelsesskrifter.
Ud fra Leuenberg Konkordien må kirkerne selv definere, hvilke kriterier man vil lægge til grund for kirkelig enhed. Man kan så undre sig over, hvilke kriterier det egentlig er. For det er altså ikke læren, der skal være enighed om. Etikken er man heller ikke enige om (med mindre man accepterer lige så meget, som folkekirken efterhånden gør). Det er heller ikke riter og kirkeordninger, for de adskiller sig også. Tilbage bliver vel en mindre eller større følelse af at høre sammen.
Læren om kirken
Læren om kirken i Leuenberg Kirkefællesskabet er også fundamentalt forskellig fra Den augsburgske Bekendelses lære. Den lutherske lære om kirken siger, at kirken er de helliges forsamling, hvori evangeliet forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret (artikel 7).
Leuenberg Kirkefællesskabet har ifølge Michael Bünker et andet indhold. Den protestantiske, dvs. Leuenberg Kirkefællesskabets, model for økumenik baserer sig på en grundlæggende skelnen mellem grund og form. Det, det hele kommer an på, er, hvad Kristus har gjort, ikke hvordan kirkerne fremtræder, siger Bünker. Derfor behøver kirkerne heller ikke at have den samme ydre form. Det kunne lyde, som om man dermed mener det samme som Den augsburgske Bekendelse, der siger, at man ikke behøver at have samme riter eller ordninger. Men man mener ikke det samme. Evangeliets forkyndelse og sakamentsforvaltningen hører nemlig i den lutherske forståelse med til det ydre. Det gør det ikke i Leuenberg Kirkefællesskabet.
Det er derfor, man kan tale om “forsonet forskellighed,” selv om Leuenberg Konkordien ikke bruger dette udtryk. Læreforskellene er ikke længere kirkesplittende. Bag denne måde at forstå kirken på ligger en anden eller i al fald en uklar forståelse af, hvad der skaber kirken. Man indskrænker det, man skal være enige om og bygge på. Herefter anerkender man gensidigt hinanden som kirker og er følgelig forpligtet til at gå til alters sammen, aflægge vidnesbyrd sammen og tjene verden sammen. Nogen skelnen mellem retlærende og ikke-retlærende kirker har man i praksis ikke.
Læreautoritet
Leuenberg Kirkefællesskabet er jo blevet enige – trods læreforskellene, som man vil(le) arbejde videre med. Bag denne enighed ligger i virkeligheden et brud, ikke alene med den lutherske lære om kirken, men også med læren om Guds ords autoritet og dermed Kristi autoritet. Man sætter sine egne beslutninger i stedet Guds ords lære og gør dermed sig selv til øverste autoritet. Der er i den sammenhæng en parallel til pavekirken, som sætter kirkens Tradition ved siden af, dvs. over Guds ord.
En augsburgske lutheraner afviser at forhandle om, hvad der skal til for sand kirkelig enhed. Guds ord er nemlig ikke noget, vi bare kan eller må ændre på. Det er lige meget, om det sker ved at benægte trosartikler, ignorere dem eller omtolke dem. Det sidste er i virkeligheden bare en forfinet måde at benægte trosartiklerne på.
Målet for det økumeniske (sam)arbejde er, at verden skal tro. Det er alvorligt, at man udvander det instrument, som Gud har givet til at udvirke tro med. Det er lige så alvorligt, at man sætter sin egen autoritet i stedet.
Derfor må der protesteres mod “protestanterne.” Sørgeligt, at næsten ingen gør det.
“Sibiu: Die eine Kirche in unterschiedlicher Gestalt,” pressemeddelelse usendt af Thomas Flügge, Sibiu, 6. september 2007 (http://www.leuenberg.net/daten/File/Upload/doc-7210-1.pdf)
