På sin blog carpe diem… skriver Arnfinn Andreas Haram om en vielse, hvor han og en luthersk præst begge medvirkede.
Klokka fire deltok eg som katolsk prest i ei luthersk vigsle, i Nordstrand kyrkje. Den eine parten er katolikk. Vigsla stod den lutherske soknepresten for. Eg hadde preika og var med i forbøna og velsigninga. Ei uanstrengt og meiningsfull form for ekumenisk kontakt. Denne helga er altså i ekumenikkens teikn – ikkje konstruerte “tiltak”, men deltaking i vanlege samlingar, dele det du har å gje. Ikkje polemisk, men tydeleg. Du får også noko tilbake. Som på den måten “kjem heim” og gjer kyrkja sin katolisitet rikare.
Fælles gudstjeneste er traditionelt og ifølge luthersk – og mig bekendt også ifølge romersk-katolsk – lære udtryk for kirkefællesskab, dvs. en officiel anerkendelse af hinanden som retlærende.
Inden sin optagelse i Den katolske Kirke i 1998 var Haram luthersk præst og provst, vel i Den norske Kirke (jf. Arnfinn Haram). Haram ville altså ikke blive i Den norske Kirke.
Men nu han vil gerne holde gudstjeneste og drive økumenik sammen med den.
Nu deltog han næppe i nadveren, men han prædikede, og det burde forudsætte kirkefællesskab, i al fald efter luthersk teologi.
Men man skal næppe forvente, at Oslo-biskoppen i Den norske Kirke vil skride ind. Når Det teologiske Menighetsfakultet kan samarbejde med Den katolske Kirke i Norge og have katolikker ansat (jf. “Det teologiske Menighetsfakultet i Oslo – 100 år“), så er luthersk teologi forlængst opgivet.
