Kirken og internettet

Ph.D.-studerende Peter Fischer-Nielsen, der skriver om kirkens kommunikation på internettet, har en interessant artikel om kirken og internettet i Kristeligt Dagblad 9. oktober 2008: Internettet udfordrer kirkernes selvforståelse. Han mener, kirkerne bruger internettet på tre forskellige måder. Som et elektronisk kirkeblad, som en digital sognegård og som et virtuelt kirkerum.

Der er mange fordele ved det elektroniske kirkeblad: Det kan gøres billigt, er ikke nødvendigvis ressourcekrævende og vil i mange tilfælde være den mest realistiske løsning. Risikoen er imidlertid, at det ufrivilligt kan komme til at sende et signal til de besøgende om, at kirken ikke tager det moderne menneskes individuelle religiøse søgen alvorligt. Svarene serveres ovenfra, og læserens rolle er at tage imod, ikke at svare igen.

Risiko, ulempe eller udfordring? Det kommer vel an på, hvad man skriver og hvordan. Men hvis læserens rolle skal være at “svare igen,” så må man jo nøje overveje, om ikke det er en risiko. For i den opfattelse ligger der også en risiko. Nemlig den, at kristendommen fremstilles, som om syndere skal “svare igen.” Man må også alvorligt overveje, om en hjemmeside er egnet til den form for samtale. Der er forskel på, hvad man kan og bør diskutere på nettet.

”Den digitale sognegård” er en anden hjemmesidetype. En sognegård er kendetegnet ved en række forskellige aktiviteter, hvor folk ikke blot kommer for at lytte, men også for at diskutere, stille spørgsmål og føre hyggelige samtaler over kaffen.

Man ender uvægerligt i to-tre retninger. Man kan ende dér, hvor Jesusnet.dk ender, nemlig at der diskuteres på livet løs, men det er højest uklart, hvilken holdning Jesusnet.dk og Indre Mission har. Her forsøger man at vælge både samtale og sandhed, men sandheden risikerer at drukne.

Eller også foregiver man højt til loftet, men kun indtil, man selv bliver udfordret og kritiseret. Det er der et markant eksempel på hos bloggeren René Vesters Sand omvendelse. En debat for nylig afslørede, at Vester gerne kritiserer andre og gerne formulerer sig bredt, men ikke gerne argumenterer for sit synspunkt. Vester forsøger vel at vælge samtale, men når det kommer til stykket, prisgiver han såvel samtale som sandheden.

Alternativt kan man som hos pastor Magnus Nørgaard Sørensen fra Augustanakirken gå ind i en diskussion og debat uden at give køb på sandheden og uden at fortie ens eget klare grundlag. Pastor Sørensen vælger samtale og sandhed. Denne tilgang lader sandheden definere hele kommunikationen. En præst er forpligtet på sandheden og kan ikke acceptere en demokratisering af læren. Sandheden bestemmer altså ikke alene indholdet, men også samtalens partnere og samtaleformen.

Den illustrerer imidlertid også en problemstilling, som forstørres, jo mere interaktiv og brugerinddragende en hjemmeside bliver: Hvordan bevare en tydelig profil, samtidig med at brugerne tages seriøst og inddrages i hjemmesidens udformning?

… Balancen mellem demokrati og sandhed vil … for de kirkelige aktører generelt være en væsentlig udfordring, når de fremover går på internettet. Den demokratiske tilgang matcher tidens tendenser og vil sikkert give en umiddelbar vækst i besøgstal, hvilket for eksempel de nyåndelige hjemmesider oplever.

Prisen er til gengæld en relativisering af kirkens dogmer og principper. Hvor kirkerne skal placere sig i spændingsfeltet mellem de to poler, er et spørgsmål, som man i stigende grad bliver tvunget til at tage stilling til i fremtiden. (Min fremhævelse)

Selve problemstillingen er reel for mange, men teologisk set er den bundfalsk. Den er også pædagogisk uholdbar.

Hvis vi tager det sidste først, er det velkendt, at man ofte må aflære forkert viden, førend man kan lære ny viden. Aflæring er faktisk ofte en stor faglig og pædagogisk udfordring. Når man kan tale om det, skyldes det, at der faktisk findes viden og sandhed, som er tilgængelig.

Teologisk er det jo fundamentalt, at loven har til opgave at få os til at vedgå, at vi er syndere, der er under Guds dom.

Vi har endvidere brug for at lære evangeliet at kende, fordi det er derigennem Gud skænker den frelsende og retfærdiggørende tro.

Opgives dette, er der ikke længere tale om kristendom. Derfor er det teologisk vildledende at tale om “en relativisering af kirkens dogmer og principper.” Der er tale om en prisgivelse, ikke en relativisering.

Den sidste hjemmesidetype er ”det virtuelle kirkerum”. Her er ambitionen at skabe noget, der ligner det, der foregår i kirken søndag formiddag, eller mere bredt at genskabe en kristen spirituel praksis på internettet. Det kan være bøn, lystænding, meditation, sjælesorg eller salmesang. Efterhånden er der nogle af disse elementer på en del kirkelige hjemmesider, mens forsøg med egentlige internetkirker er mere sparsomme.

…

Der er mange gode grunde til, at det er denne sidste hjemmesidetype, der er mindst udbredt og også ofte mindst vellykket. For det første stiller den spørgsmål til, hvad det i det hele taget vil sige at være kirke. Er kirkens praksis knyttet til et nærvær i tid og kirkerum, eller er den lige så virksom i et virtuelt rum på internettet, hvor der måske både tidsligt og geografisk er afstand mellem præst og menighed? (Min fremhævelse)

Det er allerede i dag muligt at sende gudstjenester enten direkte eller forskudt på internettet. Det benytter vi også i Augustanakirken.

Det er en god idé, for dels er der nogen, der ikke kan komme i kirke, og som gerne vil høre en gudstjeneste og synge og lytte med. Dels er der nogen, som ikke er i kirke, og som man kan nå med lov og evangelium via radio, tv eller internettet.

Men målet er, at man skal komme til at høre til en menighed. At høre gudstjeneste på nettet er ikke det samme som at være med til gudstjeneste.

Den afgørende forskel ligger i nadveren. Nadveren vil aldrig kunne modtages via nettet. Det er nemlig selve evangeliet, at det er selve Jesu legeme og blod, som han ofrede for os, som vi får i nadveren. Det kan ikke ske virtuelt.

Paulus taler også om et fællesskab med de øvrige nadvergæster (1 Kor 10,16f), i og med at vi alle får fællesskab med, dvs. del i Jesu legeme og blod.

Egentlige internetkirker er og bliver en selvmodsigelse.